Referat af ordinær generalforsamling lørdag den 26. januar 2002 på Bøgelund

 

Til stede: 22 KOK-medlemmer

 

1.     Valg af dirigent

Søren Maarup modtog valg og konstaterede, at der var indkaldt rettidigt til generalforsamlingen.

 

2.     Formandens og udvalgenes beretninger

Der henvises til de skrevne beretninger. Udvalgenes fremtidsplaner blev nævnt i forbindelse med beretningerne. Kommentarer til beretningerne (sorteret):

 

PR-udvalget: Vi har netop underskrevet en et-årig sponsoraftale med Sydbank, hvor vi modtager kr. 12.500 i kontanter og kr. 2.500 i naturalier. Alle tilstede på generalforsamlingen fik udleveret en T-shirt med påtrykt Sydbank-logo. Medlemmerne opfordres til at henvise potentielle nye kunder til Sydbank (filialen i Kolding Storcenter – hvor Hanne Staugaard er ansat). For hver henvisning til banken modtager vi kr. 150, og hvis de fører til en ny kunde modtager vi yderligere kr. 150. Sydbanks logo skal på medlemmernes løbetøj, hvorfor medlemmerne opfordres til at levere deres løbetøj til Peer Kristensen, Sydbank stiller nye start og målebannere til rådighed.

Aftalen vil blive udsendt til medlemmerne i løbet af kort tid.

 

Regler for reklamer og korrekt opførsel: Vivi Andreassen: Der må ikke reklameres med bannere mv. i statsskove. Svar: Når der er stævneplads på en privat mands mark er det i orden.

 

Hvorvidt der må køres i Statsskovene – og hvor meget - skabte lidt debat. Bent Jakobsen + Henrik Sperling: Det vil skabe et dårligt klima at køre i Statsskovene uden at have fået det godkendt af ”skovfolket”/Steffen Jørgensen. Det vil være fornuftigt at kontakte Statskoven ang. en rimelig løsning for alle parter. Michael Lindholm, er ansat i Forsvaret og må gerne køre i Statsskovene. Han tilbød i øvrigt at udlåne telte, afmærkning, dunke mv. til O-arrangementer. Peer Kristensen: Er ikke enig med Henrik Sperling om, at vi skal acceptere Steffen Jørgensens diktat om, hvordan vi som klub skal opføre os, Peer Kristensen mente at vi skal føre en dialog med statsskoven og gøre opmærksom på vores behov.

 

Økonomi: Svar til Søren Maarup: Hvis man er aktivt medlem af flere danske klubber, vil alle klubber skulle betale DOF-afgiften (klubkontingent) på kr. 185 (60 kr. for ungdomsløbere over 8 år). Den klub man løber for til danske løb leverer O-posten.

[Efter generalforsamlingen har DOFs hovedbestyrelse meddelt, at der kun skal betales klubkontingent for én klub, selvom man er medlem af flere klubber.]

 

Svar til Niels J.M. Hansen: Hvis det skulle ske, at vi ikke får stabil indtægt fra vores forskellige arrangementer, kan det komme på tale, at vi må hæve medlemskontingentet, så vi kan betale det forhøjede DOF-kontingent.

 

Niels J.M. Hansen: Hvad gør vi fremover mht. aflønning af en klubtræner, hvis vi ikke har en klubsponsor? Svar: En klubtræner vil kun blive ansat på en et-årig kontrakt af samme årsag. Når vi på målsætningsdebatten har prioriteret at få en klubsponsor, må vi arbejde på at finde pengene til en træner.

 

Henrik Sperling: Vi har råd til at have udgifter, som vi ikke umiddelbart har dækning for. Vi kan godt lave en evt. 2-årig aftale med en træner, selvom vi ikke har nogle sikre indtægter, da vi et år kan tære på klubkassen.

 

Regnskabet blev godkendt. Budgettet vurderes efter drøftelse af forslag og kontingentfastsættelse.

 

Kommunikation: Ida Hansen: E-mail skal sorteres. Der kommer alt for meget pt. Bestyrelsen er opmærksom på at skulle sortere og have fokus på kommunikation til medlemmerne. DOF sender nu ALT elektronisk.

 

Henrik Sperling: Information om løb bør kunne findes på hjemmesiden og i øvrigt sendes direkte til få relevante (Aase og Paul). Vi vil via vores hjemmeside lave et link, der peger over på den arrangerende klubs hjemmeside med information om det pågældende løb (det kræver, at alle klubber jævnligt bør opdatere egen hjemmeside).

 

Klaus Staugaard: Roser bestyrelsen for at udsende bestyrelsesreferater mv. hurtigt pr. e-mail. Ud af ca. 170 medlemmer får ca.110 medlemmer information pr. e-mail. Tilsvarende materiale udsendes pr. post til ca. 30-40 medlemmer.

 

UBU: Poul Mouritsen: Det er stadig muligt at tilmelde sig Pinseturen til Sverige.

 

Henrik Sperling: Nye overtræksdragter bør også indkøbes til børn under 10 år, ligesom de også bør kunne låne o-trøjer, da det er en god investering. Det er tilstrækkeligt med overdelen. Bestyrelsen er ved at finde ud af, hvad behovet er. Vi har ca. 20 børn i alderen 3-10 år.

 

Nina Hoffmann: Foreslår, at forældrene køber en børnetrøje og at den med garanti kan ombyttes i klubben, når den ikke passer længere.

 

Kåring af årets præstation

Ulrik Staugaard  blev udnævnt til ”Årets Præstation” for hans fornemme præstationer i O-biathlon.

 

3.     Fremlæggelse af regnskab og budget ved kassereren

Det er i beretningen ikke nævnt, at Sydbank har givet kr. 5000 til tegning af skolekort over Bramdrupdam Skole, samt skærme mv.

 

Klaus Staugaard + Henrik Sperling: En nuværende forsikring på kr. 100.000 bør forhøjes til 4-500.000 og ikke kun til kr. 150.000 som budgetteret. Vi bør gennemgå den reelle værdi af vores udstyr.

 

Svar til Niels J.M. Hansen: De kr. 16.500 er til både biathlon og til stafetteam og betales af sponsorindtægter.

 

Kåring af årets KOK’er

 

Peer Kristensen blev kåret som ”Årets KOK’er” for hans store og engagerede arbejde i bestyrelsen, hvor kronen på værket var et tilskud fra Kommunen på kr. 60.000. Det er ikke kun opnået via et brev, men et godt samarbejde med Kommunen.

 

 

4.     Fremtidsplaner for klubben

O-biathlon: Må vi støtte o-biathlon? Vi har købt 3 geværer for kr. 1000. Et nyt gevær koster kr. 17.000. Ida Hansen: Nej, henviste til målsætningsdebatten.  Thomas Uhlemann: Ønsker at støtte deltagelse i en ny diciplin. Der var flere emner, som ikke fik fuld prioritet på målsætningsdebatten, men som stadig har prioritet. Henrik Sperling: I orden at støtte på lige fod med andre o-mesterskaber. Bent Jacobsen: Hvor mange fra klubben dyrker o-biathlon ? Ca. 20 har prøvet. Michael Lindholm, er selv aktiv o-biathlet og vil støtte det uanset. Ønsker at midlerne skal bruges til at få nye o-biathleter i stedet for at støtte de nuværende med f.eks. stafettilskud. Ellen Staugaard (taler på egne vegne!): Det er en del af udviklingen, og den bør vi støtte. Peer Christensen: Vi har søgt om økonomisk støtte hos kommunen til betaling af o-biathlon udstyr. Nina Hoffmann: Har valgt KOK for at samle sine aktiviteter i én klub. Et godt argument for at få nye medlemmer er, at vi også kan tilbyde lån af geværer. Niels Erik Uhlemann: Hvordan er sikkerhedsforanstaltningerne? Poul Mouritsen: Det er en klar problemstillling. Geværerne er lige nu låst inde i et våbenskab. Vi skal opfylde nogle formelle krav til at have dem. Anne R. Boye-Møller: Vi bør støtte o-biathlon også fordi det er nemmere at lave internationale resultater, hvilket giver opmærksomhed. Henrik Sperling: Vi bør profilere klubbens styrke inden for o-biathlon noget mere på vores hjemmeside. Thomas Uhlemann: Vi har netop i O-posten profileret vores bredde også inden for o-biathlon. Michael: Biathlon-orientering er det nye officielle navn. Svar til Bent Jacobsen: Der er forskellige klasser både for helt nye og mere rutinerede. Jo flere deltagere – jo flere klasser.

 

Konklusion: Klubben støtter o-biathlon og det sker ikke på bekostning af målsætningspunkterne. Alt vil ske sikkerhedsmæssigt korrekt.

 

 

5.     Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent

Der henvises til det udleverede materiale for at se begrundelsen til de stillede forslag.

 

I) Det blev enstemmigt vedtaget, at der efter vedtægternes pkt. 6 ”Genvalg kan finde sted” tilføjes følgende (er gældende fra år 2003):

 

”Hvis der på grund af et bestyrelsesmedlems afgang i utide skal vælges mere end 4 medlemmer til bestyrelsen, afgøres det om nødvendigt ved lodtrækning, hvilket af de valgte medlemmer, der er på valg det følgende år.” I samme bestemmelse tilføjes efter ”… og en 2. suppleant” følgende: ”Suppleanterne vælges for et år ad gangen.”

 

II) Det blev enstemmigt vedtaget, at der tilføjes et nyt andet afsnit til vedtægternes pkt. 6 (er gældende fra år 2003):

 

”Foreningen tegnes overfor tredjemand af formanden. Dog har kassereren ret til at hæve midler på foreningens bankkonti og foretage udbetalinger i overensstemmelse med generalforsamlingens og bestyrelsens beslutninger og mod behørig dokumentation.”

 

III) Det blev enstemmigt vedtaget, at vedtægternes pkt. 12 ang. fristen for afholdelse af ordinær generalforsamling ændres fra den 15. februar til den 1. marts.

 

IV)-V) Forslagene 4 og 5 blev drøftet sammen og skabte nogen debat:

 

 

Ida Hansens forslag om kun at have to kontingentsatser (voksne / juniorer), hvor juniorer kun betaler et symbolsk beløb (feks. kr. 30) blev nedstemt (4 for, 9 imod).

 

Bestyrelsens forslag om at udvide vedtægternes pkt. 4.2 med ”medlemmer betaler børnekontingent til og med det kalenderår, hvor medlemmet fylder 9 år” blev vedtaget (13 for, 1 imod)

 

Bestyrelsens forslag om tilføje et nyt 5. afsnit til vedtægternes pkt. 4: ” Kontingent for enkelte seniormedlemmer med børn udgør ét seniorkontingent” blev vedtaget (11 for, 1 imod). Man er ”barn”, når man er under 20 år.

 

VI) ) Det blev enstemmigt vedtaget, at vedtægternes pkt. 4, 3. ændres til følgende (gældende fra år 2003): ”Familiemedlemskab kan tegnes omfattende ægtefæller eller samlevende og børn til og med det 20. år.”

 

Kontingentfastsættelse:

Seniorkontingent:        270

Junior (9-20 år)           200

Børn:                           100

Passiv:                        det halve af senior

Familie:                       1 eller 2 seniorkontingenter, børn op til 20 år medfølger gratis

 

 

6.     Valg til bestyrelsen, på valg er:

Vivi Andreassen, Paul Staugaard og Thomas Uhlemann modtog genvalg.

Peer Kristensen genopstillede ikke. I stedet blev Palle Kjær valgt som nyt medlem af bestyrelsen. Der var ikke modkandidater.

 

 

7.     Valg af suppleanter

Ida Hansen blev valgt som 1. suppleant

Per Eg blev valgt som 2. suppleant

 

8.     Valg af revisor

Marianne Iversen blev genvalgt

 

9.     Valg af revisorsuppleant

Jes Aage Henning blev genvalgt

 

10.  Eventuelt

Virussen, der verserede i mail-korrespondancen i efteråret er fjernet.

 

Mødet sluttede kl. 19.