Referat af 2. bestyrelsesmøde onsdag den 14. marts 2002

 

Til stede: Alle undtagen Poul

 

1.     Godkendelse af referat fra forrige møde

Godkendt.

 

2.     Meddelelser og indkomne breve

DOF: Der er kommet et nyrevideret reglement. Allerede nu har der vist sig at være problemer med de nye regler. Det er nu et krav, at der skal være løse postbeskrivelser, hvis der anvendes EKT. Det har arrangøren af Påskeløbene fortolket sådan, at der ikke længere er krav om, at der skal være postdefinitioner på selve løbskortet, når der er løse definitioner. De havde derfor til hensigt kun at anvende løse definitioner. Det har medført en heftig debat på www.orientering.dk. Til påskeløbene vil der være både løse og fastgjorte definitioner, og det skal der også være på andre EKT-arrangementer blev konklusionen af debatten.

 

Der er kommet et revideret skema til afregning af kortafgifter 2002. Der opkræves afgift for anvendelse af klubkort til åbne løb og samtlige DM’er. Desuden skal der betales for at anvende kopier af DOF-kort.

 

Sydkredsen:

Referat af repræsentantskabsmøde den 28. januar. Sydkredsen vil ikke i år tage noget for leje af kredsens EKT-udstyr. Anvendelse af EKT bør derfor ikke gøre løbene dyrere.

 

Referat fra møde den 7. februar 2002 om JFM/WRE, hvor Thomas Uhlemann deltog. DOF’s konkurrenceudvalg har besluttet at rette henvendelse til 7 klubber indenfor et geografisk afgrænset område (med Kolding OK som sydligste og Randers som nordligste klub) for at undersøge, om der kan træffes aftale om, hvorvidt klubberne på skift vil fordele arrangementet imellem sig og skabe nogle ensartede internationale stævner. Næste møde afholdes den 4. april, hvor Thomas deltager.

 

Kolding Kommune: ”Kolding Kalder” tilbyder gratis markedsføring af arrangementer, der afvikles i Kolding Storcenter eller i centrum. PR-udvalget vil komme med tilbagemeldinger for førstkommende periode (1. april til 25. maj 2002).

 

SIK: Talentudvikling via Team Kolding yder støtte til talenter.

 

3.     Konstituering

Alle fortsætter på samme poster som hidtil. Palle Kjær er kommet i PR-udvalget.

 

4.     Sponsoraftale med Sydbank

Der er udarbejdet en sponsorkontrakt mellem Sydbank og KOK, som forventes underskrevet i løbet af de nærmeste dage.

 

5.     Udvalgsrunden

PR:  Udvalget består af Per Eg, Peer Christensen, Kim Rud og Palle Kjær. Har afholdt møde den 7. marts. Undersøger hvad et delarrangement i Kolding Adventure Club evt. indebærer. KAU giver en tilbagemelding om langtidsplanlægning, så PR kan skaffe sponsorer i tide til de forskellige løb. Palle er koordinator på PR-aktiviteterne. Bestyrelsen støtter op om at arrangere skolebymesterskab, så længe lærerne står for de praktiske ting. Klassetrin f.eks. 6. og 7. klasse.

 

KAU: Udvalget består af Steen Sig Andersen, Klaus Staugaard, N.P., Kenneth Zimmer og Bent Jakobsen. Aktiviteterne for år 2002 er planlagt og alle er travlt beskæftigede. Der har ikke været afholdt møder endnu.

 

UBU: Udvalget består af Anette Wittorff, Christian B. Hansen, Marianne Iversen, Anne Gunnersen og Vivi Andreassen. Udkastet til stilllingsopslag til klubtræner blev drøftet. Bliver annonceret snarest med ansøgningsfrist 15. maj.

 

TRU: Poul var ikke til stede. Der arbejdes på at skaffe en ansvarlig for onsdagstræningen. Onsdagstræningen starter op efter påske. Der skal kalkuleres med ekstra bemanding til postudsætning og –indsamling, når der skal bruges EKT med stativer.

 

6.     Eventuel anskaffelse af materiel

Der er brug for nye stativer, for at EKT-postenhederne kan påmonteres. Pris pr. stativ er ca. kr. 60. Vi har 60 enheder. Bestyrelsen var enige om at indkøbe stativerne hurtigst muligt. Der skal også indkøbes nye skærme.

 

7.     Økonomi

Vi er pt. forsikret for kr. 100.000. Paul undersøger, hvad præmien vil være ved en forsikringssum på kr. 4-500.000. Udvalgene skal tænke over, hvad der fremtidigt vil komme af investeringsbehov. KAU har pt. brug for en ekstra bærbar PC + printer, ialt ca. kr. 10.000. [ I mail-korrespondance efter bestyrelsesmødet er det oplyst, at der i budgettet for DM er afsat kr. 5.000 til indkøb heraf. Bestyrelsen har efterfølgende givet tilsagn om, at klubben betaler de resterende kr. 5.000 – hvilket svarer til det beløb, klubben netop har modtaget fra Autocentralen].

 

8.     Ny struktur og evt. klubdag i foråret

Alle udvalg skal liste deres arbejdsopgaver og så vidt muligt sætte ansvarlige på.

 

9.     Eventuelt samt dato for nyt møde

Der vil igen i år blive lavet en massiv indsats for deltagelse i Divisionsturneringen.

 

Der er gjort en flot rengøringsindsats i både klublokale og garagen ved klubbens ”still-going-strong”-team. Tak for indsatsen!

 

[Efter bestyrelsesmødet har KAU ønsket bestyrelsens stillingtagen til, hvem der må løbe med i vores DM-klassisk arrangement. Bestyrelsen bakker KAU’s og PR-udvalgets indstilling op om, at KOK-løbere med mulighed for placering, evt. medalje bør deltage aktivt i løbet (for dels at vise flaget og vise alle vore sponsorer, kommunen mv., at vi kan gøre os gældende), og derefter på lige fod med alle andre KOK'ere hjælper til med arrangementet på dagen. Der er udarbejet en liste over mulige løbskandidater, som ikke på forhånd er inddraget i arrangementet. Forslaget skal accepteres af stævneledelsen].

 

 

Næste møde afholdes torsdag den 18. april kl. 19.15. Deadline med emner til dagsorden til Thomas er fredag den 12. april. Paul medbringer kage.