Vedtægter for skydeudvalget
Vedtægter for skydeudvalget PDF Udskriv Email
Skrevet af Administrator   
Lørdag, 19. september 2009 22:15
§ 1. Foreningens navn er “Skydeudvalget Kolding Orienteringsklub”.
 
§ 2. Foreningen er medlem af Kolding Orienteringsklub og De Danske Skytteforeninger og derved underkastet disse organisationers vedtægter og love.
 
§ 3. Foreningens hjemsted er Kolding Kommune.
 
§ 4. Foreningens formål er at samle skytter og orienteringsløbere, som dyrker biathlon og anden kulturel aktivitet efter gældende regler og love.
 
§ 5. Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde påtegning over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.
 
§ 6. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Generalforsamlingen afholdes en gang Årligt senest 1. marts i forbindelse med Kolding Orienteringsklubs generalforsamling. De fremmødte medlemmer har stemmeret og taleret, og samtlige sager afgøres ved simpelt stemmeflertal. Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis blot et medlem kræver det. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel, og den er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling - ligeledes med 14 dages varsel - af bestyrelsen, eller hvis 1/5 af medlemmerne kræver det. Forslag, som ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage for generalforsamlingens afholdelse.
 
§ 7. Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. lndkomne forslag behandles
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer som er på valg
5. Eventuelt.
 

§ 8. Foreningen ledes af en bestyrelse på 3 personer. Fordelingen af poster er formand, næstformand, og våbenmester.
 
§ 9. Formanden vælges for 2 år ad gangen af generalforsamlingen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, og det afgøres ved lodtrækning, hvem der skal afgå efter 1 år.
Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem af foreningen og som kan oppebære våbenpåtegning. Et medlem kan ekskluderes, men dette skal endeligt godkendes på generalforsamlingen.
 
§ 10. Som medlemmer kan optages enhver der er Dansk statsborger eller besidder permanent opholdstilladelse og har permanent bopæl i Danmark, samt er medlem af Kolding Orienteringsklub.
Ansøgere om medlemskab skal underskrive en Medlems Begæring. Der giver bestyrelsen tilladelse, men ikke pligt, til evt. at rette forespørgsel til politiet angående ansøgerens egnethed som medlem.
Ansøgningen godkendes af bestyrelsen, et evt. afslag kan ankes til behandling ved næstfølgende generalforsamling.
Kontingent til skydeudvalget er indeholdt i medlemmets kontingent til Kolding Orienteringsklub.
 
§ 11. Ændringer i vedtægterne kan kun ske på generalforsamlingen, når 2/3 af de fremmødte stemmer for en ændring.
 
§ 12. Bestyrelsen kan nedsætte særlige udvalg efter behov til varetagelse af de forskellige opgaver i foreningen.
 
§ 13. Bestyrelsen hæfter ikke personligt.
 
§ 14. I tilfælde af foreningens opløsning, som kun kan ske på en ekstraordinær generalforsamling, skal foreningens midler henstå i 3 år.
Ved foreningens ophør eller udmeldelse af DDS skal den til amtsforeningen aflevere samtlige herfra modtagne ejendele, tillige med kartoteker over registreringspligtige våben.
 Godkendt på den stiftende generalforsamling 9. marts 2004, samt 6. februar 2005.